Aaben-en-thor
Information og henstillinger mv.
Siden grundejerforeningens etablering i 1999 har der i generalforsamlingsreferater og fra bestyrelsesmøder været udsendt en række praktiske informationer og henstillinger til grundejerne i området. I det følgende har vi samlet en oversigt over de informationer og henstillinger, der fortsat er aktuelle:
Tinglyste servitutter
På de udstykkede grunde på Aabenraavej er der tinglyst følgende servitut:
”Natparkering af lastbiler og busser samt langtidsopbevaring af campingvogne, både og lignende er forbudt på grunden og de tilstødende veje/friarealer og torve.”
Dette kan efter samråd med Silkeborg Kommune tolkes således:
”Natparkering af lastbiler og busser”
Ved natparkering forstås parkering i tidsrummet mellem kl. 20.00 og kl. 6.00. Servitutten omfatter både den tinglyste grund samt de offentlige veje for området. Forbuddet gælder følgende:
· Uindregistrerede biler
· Biler med tilladt totalvægt på over 3.500 kg.
· Biler med et tilladt antal passagerer på mere end 8 personer.
”Langtidsopbevaring af campingvogne, både og lignende”
Ved langtidsopbevaring forstås eksempelvis vinterhalvåret (hvor campingvognen, båden og lignende er ”klodset” op). Servitutten omfatter både den tinglyste grund samt de offentlige veje for området. Forbuddet skal tolkes således:
· I perioder hvor campingvognen anvendes, kan der parkeres på grunden/området
· Den må ikke stå fast parkeret i sommerhalvåret.
På generalforsamlingen 2009 blev det vedtaget at henstille om, at parkeringspladserne max. anvendes 14 dage af gangen til campingvogne/både o.l.
I lokalplanen er der et afsnit omhandlende områdets anvendelse, herunder:
Tilladelse til at drive virksomhed fra boligområdet
Afsnittet kan tolkes således, at virksomheden ikke må:
· medføre ulempe for de omboende
· medføre behov for yderligere parkering
· medføre væsentlig eller tung trafik på området
Det kan fra kommunens side præciseres således, at der må drives kontorlignende virksomhed (herunder eksempelvis damefrisør med ikke for mange kunder) fra privatadressen, som ikke betinger væsentlig trafik/parkeringsbehov udover hvad der kan påregnes ved almindelig privat besøg.
Hunde
På baggrund af en henvendelse fra nærpolitiet om et hundeproblem i området skal bestyrelsen henstille til følgende:
1. Hunde skal føres i bånd eller være ifølge med en person, som har fuldt herredømme over hunden.
2. Hundeefterladenskaber skal samles op eller efterlades på et sted, hvor der ikke gås, leges eller slås græs.
3. Hunde må ikke forstyrre de omboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden. Hvis fx en hund dagen lang opholder sig i haven eller er alene hjemme og den gøer eller hyler gentagende gange eller vedholdende skal dette ophøre.
Katte og hunde
Katte og hunde skal forsøges holdt på egen grund, og deres efterladenskaber skal fjernes fra området.
Haveaffald
Det henstilles til at haveaffald mv. ikke henkastes på fællesarealerne.
Trafik
Der køres generelt alt for stærkt af beboer og gæster til området. Det er meget uheldigt i et område som vores med så mange børn. Mange muligheder for fartdæmpning er blevet undersøgt, men enten er de ikke tilladte eller alt for dyre, så derfor opfordres ALLE til at køre langsomt samt bede andre om at køre langsommere, hvis de kører for stærkt.
Det henstilles til, at man følger den skiltede vej (dvs. midtervejen) til de enkelte husnumre, således at trafikken ikke udelukkende sker via ydervejene, hvor der generelt køres for stærkt.
Snerydning
Vejene på Aabenraavej og Thorsvej er kommunale, og derfor er snerydning på kørebanerne kommunens ansvar.
Torve og Fællesarealer
På generalforsamlingen er det bestemt, at vi køber os til pasning af bedene på torve og fællesarealer.
Hvert forår starter en turnusordning vedr. græsslåning og alm. oprydning på de tre torve og stien ved Thorsvej, som alle husstande deltager i.
Den enkelte grundejer forestår selv opgaver vedr. fejning, ukrudsfjernelse, græsslåning og renholdelse af vej/sti/fortov stødende op til ens grund:
Der anvendes pesticider i begrænset omfang til sprøjtning af fællesarealer og legepladser. Sprøjtning foretages i 1. halvdel af maj. Grundejere, der ønsker at plukke mælkebøtter mv. til foder til kæledyr bør derfor plukke dette andre steder, fx på markerne i randområderne i denne periode. Ligeledes bør grundejere tage deres forholdsregler i relation til små børns ophold på fællesarealerne i perioden.
Nytårsløjer
Barberskum og tandpasta på vinduer, døre, husmure og biler giver et fedtet aftryk, som er meget svært at fjerne. Forældre anmodes om at orientere deres børn om ulemperne ved brug af disse produkter i forbindelse med nytårsløjerne, samt at holde øje med, at det respekteres.
Grundejerforeningen